- Undervisning
Uddrag af: Livet er ikke det værste man har – Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015
Nedenstående afsnit er uddrag af bogen ”Livet er ikke det værste man har – Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015” (2007) af Jacob Andersen.
Arbejdskaffen
Den indsigtsfulde Mark Pendergrast har i bogen Uncommon Ground beskrevet, hvordan „The Pan America Coffee Bureau” igennem flere år brugte 2 millioner dollars årligt på at udbrede det nye koncept via radio, aviser og magasiner. Mottoet var: „Give yourself a coffee-break – and take what coffee gives you.”
Hvornår kaffepausen præcis dukkede op på danske arbejdspladser vides ikke med bestemthed. Det skete sikkert drypvis. Før krigen var pauser ikke noget, man ruttede med på arbejdspladsen, typisk var der en enkelt pause i løbet af den lange arbejdsdag. Undertiden havde arbejdsgiveren en vagt posteret foran toilettet på de store arbejdspladser for at undgå, at arbejderne faldt i staver – eller i søvn – på tønden. Beretninger fra Arbejdstilsynet i 1930’erne tyder på, at det ikke var ualmindeligt at finde arbejdere, der sov i forvredne stillinger rundt om i fabrikken. De var ikke powernappere, men væltet omkuld af udmattende eller ensidigt arbejde. Undertiden med tragiske følger.
Kaffepausen har været et udmærket svar på problemet. At koffein gør folk mere vågne og nedsætter risikoen for ulykker veldokumenteret.
Kaffens popularitet blev udbredt i hele Europa i det 17. og 18. århundrede. Man mener, at kaffen for første gang kom til Danmark i begyndelse
Det var i øvrigt også i 1950’ernet en anden amerikansk påvirkning, tayloriseringen, nåede til dansk industri. Rationaliseringseksperter med stopure fulgte arbejdernes mindste bevægelse og foreslog effektivisering af arbejdsgangen. Akkordlønsystemer begyndte at dukke op. Kaffen kan godt have gjort rationaliseringen lettere at sluge for arbejderne, ligesom akkordsystemet har gjort det lettere for arbejdsgiveren at indrømme arbejderen et kaffe- og pusterum.
n af 1660’erne.
Det fælles frirum
Eller rettere: Arbejderne. Pausen var kollektiv og blev gerne brugt i fællesskab, også undertiden med snak, der ikke huede arbejdsgiveren.
Fænomenet kendes også i dag, hvor kaffemaskinen eller -automaten ofte er midtpunkt i en zone, hvor medarbejdere kan sige noget af det, de ikke rigtig får sagt på de egentlige møder. Også i virksomheden er kaffen således med til at skabe frirum for medarbejdere.
Det er vokset gradvis. Hen imod århundredets slutning er det blevet en pointe i sig selv at skabe plads for hele medarbejderen. Han er ikke længere en vare, der skal bruges, men en investering, der skal plejes, og som det kan være kostbart at miste. Medarbejderen skal føle sig hjemme i virksomheden. Han skal føle, at virksomheden respekterer ham som menneske. Skellene mellem arbejde og fritid bliver mere flydende. 40 procent af de arbejdende i Kaffeklubbens forbrugerundersøgelse fra 2006 oplyser, at de har adgang til et caféområde på deres arbejdsplads.
Ovenstående afsnit er et uddrag (s.140-141) af bogen ”Livet er ikke det værste man har – Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015” (2007) af Jacob Andersen.
Hvad drikker vi?
Kaffeklubbens store forbrugerundersøgelse viste, at det navnlig er filterkaffe, der drikkes derhjemme, og at det typisk er det vante mærke, der drikkes. Omkring halvdelen af forbrugerne er så meget vanedyr, at de skifter butik, hvis den sædvanlige kaffe savnes på hylden. Man hænger mere ved kaffen end ved supermarkedet (et forhold, supermarkedet er pinligt bevidst om).
Der er dog også en lille tredjedel, der kan lokkes af et billigt tilbud, og en lille femtedel, der kan lokkes af et spændende tilbud. Ikke så overraskende bliver tilbøjeligheden til vanedrikkeri mere udpræget med alderen, men måske kan det udfordre vanetænkningen en smule, at omtrent næsten hver tiende i aldersgruppen over 60 foretrækker at gå på eventyr blandt de nye og spændende kaffer, frem for at følge vanens nedtrampede stier.
Kaffen er for to tredjedeles vedkommende malet og vakuumpakket. Frysetørret instant kaffe spiller dog en voksende rolle. Historisk er den blevet anset for en slags nødkaffe, der måtte tolereres ved fronten eller på rejser i det ydre rum, men fra begyndelsen af 1990’erne er forbruget vokset fra at udgøre et par procent af forbruget til næsten fem procent i dag. Det er især de unge, der drikker instant kaffe – måske fordi de bor småt og alene, måske fordi de synes, at de har for travlt til den ægte vare, måske fordi de stadig har meget at lære. Det er også hjulpet stærkt på vej af massiv PR fra markedsgiganten Nestlé, der også løbende udbyder nye smagsvarieteter – eller måske snarere smagsrariteter – der rammer den unge smag. Det skal retfærdigvis tilføjes, at nogle af mærkerne faktisk ikke længere smager helt så modbydeligt, som mange nok husker.
Også de hele bønner har fået en renæssance. I mange år mødte man dem mest i lidt sofistikerede butikker som Irmas, hvor en kaffemølle gjorde det muligt for entusiasten at få friskkværnet kaffe med hjem – mens alle andre kunder fik lov at inddrikke duften. I de senere år har hele bønner udgjort godt ti procent af kaffesalget til hjemmene, herunder en enkelt procent i form af de mørkristede til espressobrug. Kaffesalget i form af små kaffebreve, såkaldte pods, og lignende ligger på nogle ganske få procent.
Stempelkandekaffe og espresso
Den øgede bevidsthed om kaffe ses måske tydeligst i den udbredelse, som stempelkande- og espressokaffen har fået i de senere år.
Stempelkanden gør det muligt at styre meget præcist, hvor længe kaffen skal udsættes for kontakten med det mellem 92 og 96 grader varme vand. De mest avancerede bruger et lille stopur. Hvis kanden er ordentlig ren, hvis kaffen er god og frisk, kværnet lige før brygningen, kan man få de gode smagsstoffer ud i væsken og slippe for resten. Fire minutter med en kornstørrelse på 1-2 mm er meget passende. Stempelkandekaffen giver lidt fin grums i den sidste kop, men også en lækker, tyk konsistens, som maskinkaffen ikke kan hamle op med.
Espressobrygmetoden er en italiensk opfindelse fra efterkrigstiden, der i de seneste 10-15 år er blevet almindelig også her i landet, ikke blot på caféer, men også i private hjem.
To af Danmarks største kendere, Rasmus Kjær og Jens Henrik Thomsen, betegner i deres bog Kaffe espressoen som kaffernes eliksir. Den ægte espresso skal presses igennem bønnerne ved et tryk på 9 bar og har en gennemløbstid på 20-30 sekunder. Når det lykkes, når både kaffen, kværnen, maskinen og baristaen er god, får ingen anden bryggemetode så meget af den ønskede smag ud af bønnerne. Inkarnerede espressodrikkere påstår, at de ser et glimt af Paradis.
Ifølge Kaffeklubbens forbrugerundersøgelse er de nye bryggemetoder slået tydeligst igennem i hovedstaden, hvor en fjerdedel af kaffen i dag brygges på stempelkande – det er kun hver femtende kop i byer med færre end 10.000 indbyggere, der har samme ære. Men tag ikke fejl: Stempelkanden findes i dag i hvert andet danske hjem.
Mere overraskende er måske, at hver sjette hustand har en espressomaskine stående. En ven, der er præst i et jysk landsogn, beretter, at det ikke længere er staldanlægget eller den nye traktor, der vises frem, når han aflægger besøg på gårdene. Espressomaskinen står blank og skinnende i de landkøkkener, som danskerne har brugt hundredevis af millioner på i løbet af de sidste halve snes år. Selv blandt fornuftige folk i jyske landsogne.
Danskerne har således til en vis grad fulgt kaffeindustriens opfordring om at tage „caféen med hjem”. Men kun til en vis grad. Det er tydeligt – og jo egentlig rimeligt nok – at vi drikker noget andet hjemme end ude, hvor kaffemaskine-filterkaffen kun foretrækkes af ca. hver fjerde.
Lige så mange drikker cappuccino, der for alvor dukkede op i 1980’erne med den nye cafébølge, mens hver femte er til caffé latte – fanskaren omkring kaffenørdernes yndlinge, espressoen og stempelkandekaffen, er nogenlunde lige så stor tilsammen.
Det er særlig kvinderne, der fører an i den nye trend omkring det fløde-bløde (og søde), kun fire ud af ti bruger det aldrig mod seks ud af ti blandt mændene. Men hvor kvinderne går, følger vi mænd jo efter.