BKT vil i 2026 samle den danske Kaffe- og Tebranche

Brancheforeningen for Kaffe og Te repræsenterer i dag hovedparten af de danske kaffe- og teproducenter. Men ambitionen stopper ikke her. I 2026 vil BKT arbejde målrettet for at rekruttere flere medlemmer og skabe en brancheforening med et bredere og mere mangfoldigt medlemsfelt. BKT´s formand Henrik Frellsen har til FødevareWatch fortalt hvorfor der er behov for at samle både store, mellemstore og mindre aktører om de udfordringer, som hele branchen står overfor.

“Vi vil gerne være mere imødekommende og samle en større del af branchen – særligt de mellemstore og små virksomheder. Vi har en række fælles udfordringer, vi alle slås med,” siger Henrik Frellsen.

Kaffebranchen er i disse år præget af markante forandringer: klimaforandringer, stigende råvarepriser, øgede dokumentationskrav, strammere regulering og større forventninger til ansvarlig og troværdig kommunikation. Det er udfordringer, som rammer bredt – uanset virksomhedens størrelse.

Derfor ønsker BKT at styrke dialogen med mikroristere, importører og andre mindre aktører, som i dag står uden for foreningen, og invitere dem med ind i det fælles arbejde med at forme branchens rammer og fremtid.

“Der er brug for, at hele branchen løfter i flok – både når det gælder forståelsen af nye regler, implementeringen i praksis og kommunikationen udadtil,” siger Henrik Frellsen.

Et bredere medlemsgrundlag skal samtidig styrke BKT’s rolle som fælles talerør over for myndigheder, medier og forbrugere – og sikre, at branchens interesser varetages nuanceret, sagligt og med respekt for de forskellige forretningsmodeller, der findes i markedet.

Med rekrutteringsindsatsen i 2026 ønsker BKT at skabe en endnu stærkere og mere repræsentativ brancheforening, hvor viden deles, udfordringer håndteres i fællesskab, og hvor både store og små aktører har en stemme i udviklingen af en sund, fair og fremtidssikret kaffe- og tebranche.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål, forslag og andet.

Skriv til os via formularen eller ring til Mette på +45 22 94 94 00.