- Sundhedstilstand
Kaffe og hjerte-kar-sundhed
Kaffe er længe blevet mistænkt for at belaste hjertet, men den nyeste forskning fortæller en anden historie. Et moderat kaffeforbrug er ikke forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme – og i nogle tilfælde peger forskningen endda på en mulig beskyttende effekt. Blodtryk og kolesterol påvirkes i varierende grad afhængigt af bryggemetode og koffeinfølsomhed.
Er kaffe skadeligt for hjertet?
Nej. Der er ingen dokumenteret sammenhæng mellem moderat kaffeforbrug og hjerteproblemer som blodprop, uregelmæssig hjerterytme eller forhøjet blodtryk. Personer med hjerte-kar-sygdomme kan som regel trygt drikke kaffe i moderate mængder.
Hæver kaffe blodtrykket?
Koffein kan give en kortvarig stigning i blodtrykket, især hos personer, der ikke drikker kaffe regelmæssigt. Men hos vante kaffedrikkere er effekten typisk lille. Samtidig indeholder kaffe stoffer som antioxidanter og kalium, som muligvis har en gunstig virkning på blodtrykket.
Påvirker kaffe kolesteroltallet?
Filterkaffe har ikke væsentlig effekt på kolesterolniveauet. Derimod kan kogekaffe og kaffe fra stempelkande indeholde stoffer som cafestol og kahweol, der øger både total- og LDL-kolesterol. Disse stoffer findes i kaffeolien og fjernes effektivt ved brug af papirfilter.
Kan kaffe være godt for hjertet?
Flere studier peger på, at kaffe – især hos kvinder – kan være forbundet med en lavere risiko for slagtilfælde. Det er dog endnu uklart, om kaffe er den direkte årsag. Under alle omstændigheder er der ingen evidens for, at afholdenhed fra kaffe gavner hjertet hos raske personer.