- Koffein
Koffein – naturens opkvikker
Koffein er verdens mest udbredte naturlige stimulans – og en fast del af hverdagen for millioner af mennesker. For mange starter dagen først rigtigt med en kop kaffe, men koffein findes også i te, energidrikke, cola, varm kakao og endda chokolade.
Hvad er koffein – og hvor finder man det?
Koffein er et naturligt, opkvikkende stof, der findes i mere end 60 planter, blandt andet kaffebønner, teblade og kakaobønner. Det forekommer naturligt i kaffe, te, chokolade og kakao, men tilsættes også kunstigt i mange energidrikke og læskedrikke som cola. Uanset om koffeinen er naturlig eller syntetisk, har den samme fysiologiske virkning.
Hvordan påvirker koffein kroppen?
Koffein stimulerer centralnervesystemet og blokerer stoffet adenosin, hvilket modvirker træthed. Det kan føre til øget vågenhed, højere puls og kortvarigt forhøjet blodtryk. Samtidig fremmer det udskillelsen af dopamin, som øger følelsen af velvære. Derfor oplever mange en følelse af energi og fokus efter indtag.
Hvor meget koffein tåler vi – og virker det ens på alle?
De fleste voksne tåler op til 400 mg koffein dagligt, svarende til cirka tre kopper kaffe á 200 ml. Gravide anbefales at holde sig under 300 mg om dagen. Koffein virker dog ikke ens for alle – nogle er mere følsomme end andre på grund af genetiske forskelle og variationer i kroppens evne til at nedbryde koffein. Derfor kan nogle sove fint efter kaffe om aftenen, mens andre bør undgå det efter frokost.
Er koffein dehydrerende?
Det er en udbredt myte, at koffeinholdige drikke som kaffe virker dehydrerende. Hos personer, der sjældent drikker kaffe, kan koffein have en mild vanddrivende effekt, men hos regelmæssige kaffedrikkere ophæves denne virkning. Kaffe bidrager derfor til kroppens samlede væskeindtag og tæller med i det daglige væskeregnskab.
Mere viden?
DR har set på hvordan koffein påvirker kroppen: