Kaffe og mental præstation

Kaffe – og især koffeinen i den – har dokumenteret positiv effekt på årvågenhed, koncentration og humør. Effekten er særligt tydelig ved træthed eller lavt energiniveau og kan blandt andet forbedre reaktionstid og opmærksomhed. Koffein kan desuden i nogen grad afbøde de kognitive effekter af søvnmangel. Samtidig afhænger effekten af timing, mængde og individuelle forhold som søvn, tolerance og følsomhed over for koffein og søvnmønstre.

Gør kaffe mig mere vågen og fokuseret?

Ja. Koffein stimulerer centralnervesystemet og forbedrer årvågenhed, koncentration og reaktionsevne. Effekten kan opnås ved relativt moderate mængder koffein (ca. 75 mg) og højere indtag giver ikke nødvendigvis yderligere forbedringer. Effekten er særlig tydelig ved træthed, monotone opgaver eller lavt energiniveau. Koffein kan også forbedre præstationen ved f.eks. natarbejde og lange køreture, hvor øget årvågenhed og opmærksomhed kan have betydning for sikkerheden.

Påvirker kaffe hukommelsen og humøret?

Flere studier peger på, at koffein kan forbedre både opmærksomhed, reaktionstid og i nogle tilfælde visse typer hukommelse, men forskningen er ikke entydig. Kaffe kan også have en positiv effekt på humøret – særligt hos personer, der oplever træthed som følge af manglende søvn. Høje indtag af kaffe kan dog hos nogle medføre uro, nervøsitet eller rastløshed.

Er kaffe vanedannende – og får jeg abstinenser, hvis jeg stopper?

Koffein kan give milde og midlertidige abstinenssymptomer som hovedpine og træthed ved brat ophør, men opfylder ikke kriterierne for afhængighed. Ifølge WHO er der ingen evidens for, at kaffeforbrug fører til sociale eller fysiske skader som ved misbrugsstoffer.

Forstyrrer kaffe min søvn?

Koffein kan påvirke søvnen, men effekten varierer fra person til person. For nogle kan koffein påvirke søvnkvaliteten eller gøre det sværere at falde i søvn – særligt hvis det indtages senere på dagen. Andre oplever i mindre grad en effekt på søvnen.
Timing spiller en vigtig rolle. For personer, der er følsomme over for koffein, kan det være gavnligt at begrænse indtaget i timerne op til sengetid – her kan koffeinfri kaffe være et godt alternativ. Søvnen påvirkes desuden af andre faktorer som stress, døgnrytme og livsstil.

Kan kaffe kompensere for dårlig søvn?

Koffein kan i nogen grad modvirke de kortsigtede effekter af søvnmangel, f.eks. træthed, nedsat opmærksomhed og langsommere reaktionstid, og kan midlertidigt forbedre mental performance. Kaffe kan derfor være en god hjælp i situationer, hvor man har sovet for lidt.
Det er dog ikke en erstatning for søvn, og kroppen har stadig behov for hvile. Samtidig varierer effekten fra person til person og både mængde og timing af indtag spiller en rolle.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål, forslag og andet.

Skriv til os via formularen eller ring til Mette på +45 22 94 94 00.