- Nyhed
Nyt internationalt student hub samler viden om kaffe, sundhed og studieliv
Et nyt internationalt univers for studerende med interesse for kaffe, sundhed og forskning er nu live. Coffee & Healths nye “Student Hub” samler viden, film og undervisningsindhold målrettet studerende på tværs af Europa - med fokus på let tilgængelige og delevenlige formater.
Platformen er udviklet i samarbejde med ISIC (International Scientific Institute on Coffee) og bliver løbende udbygget med nyt indhold. I første kvartal af 2026 er der blandt andet blevet lanceret fem nye YouTube film, som formidler forskning og fakta om kaffe.
Samtidig arbejder ISIC på nye samarbejder med europæiske universiteter om udvikling af kursusindhold og studenterskabt materiale. Målet er at styrke interessen for forskning i kaffe, sundhed, ernæring og livsstil blandt unge og studerende.
Hos Brancheforeningen for Kaffe og Te følger vi udviklingen tæt gennem samarbejdet med ISIC og Coffee & Health, hvor der løbende arbejdes med at gøre forskningsbaseret viden om kaffe mere tilgængelig for alle.
ISIC´s Student Hub er også relevant for danske studerende inden for blandt andet ernæring, sundhedsvidenskab, fødevarevidenskab, medicin, kommunikation og bæredygtighed – eller for alle med interesse for kaffe og forskning.