- Sundhedstilstand
Hjertekar‑sundhed
Studier viser, at regelmæssig tedrikning (mindst én kop dagligt) kan være forbundet med markant lavere risiko for blodpropper og forkalkning – helt op til omkring 40–70 % nedsat risiko ved højere indtag. Antioxidanter og flavonoider i teen kan styrke kredsløbet, regulere kolesterol og blodtryk.
Blodpropper
Blodets indhold af forskellige fedtstoffer (f.eks. kolesterol) er ikke den eneste biologiske faktor, der har betydning for risikoen for blodpropper. Dette fedtstofskifte er især af betydning for selve tilkalkningen af blodkarrene. Den akutte opståen af en blodprop afhænger i højere grad af et andet system i blodet: Balancen mellem blodets størkningssystemer på den ene side og de blodpropopløsende systemer på den anden side.
Effekt af flavonoider
Der er lavet en række observerende undersøgelser af sammenhængene mellem flavonoider og hjertekarsundhed. Te har et højt indhold af flavonoider og bidrager generelt med en høj del af mange befolkningsgruppers samlede indtag af disse stoffer.
Keli m.fl. (1996) fulgte 552 50-69 årige mænd i 15 år og fandt, at jo flere flavonoider mændene havde indtaget, des lavere var deres risiko for at blive ramt af en blodprop. Mændene med det højeste flavonoidindtag havde 73% lavere risiko for blodpropper end mændene med det laveste indtag. Sort te bidrog med 70% af flavonoidindtaget i undersøgelsen. Forfatterne konkluderer, at daglig kost med højt indhold af flavonoider, specielt fra sort te, kan beskytte mod blodpropper.
Yochum m.fl. (1999) fulgte over 34.000 kvinder i 10 år og fandt, at det samlede indtag af flavonoider var forbundet med risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Personer med højeste indtag af flavonoider havde 38% lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme end dem, der indtog færrest flavonoider. Sort te var kilde til 36% af det samlede flavonoidindtag i undersøgelsen.
En anden undersøgelse fra 2015 (Kerry L. Ivey m.fl. 2015) fulgte 1063 tilfældigt udvalgte kvinder over 75 år, hvor forskerne gennem 5 år vurderede kvindernes indtag af flavonoider og risikoen for dødelighed – både en naturlig død og forsaget af bl.a. kræft eller hjerte-kar-sygdomme. Gennem de 5 år undersøgelsen varede, døde 12% af deltagerne og resultaterne viste, at deltagerne der havde haft et højt indtag af flavonoider generelt havde nedsat risiko for dødelighed. Undersøgelsen viste også, at 80% af deltagernes flavonoid-indtag stammede fra sort te, og at deltagerne der drak 2 kopper te om dagen havde 40% nedsat risiko for dødelighed. Derudover demonstrerede studiet, at deltagerne med det højeste flavonoid-indtag havde 40-50% nedsat risiko for hjerte-kar-sygdomme i forhold til deltagerne med det laveste indtag.