Kaffepriserne banker i vejret

Har du lagt mærke til, at prisen på kaffe er steget markant i din dagligvarebutik? Kaffe er en af de fødevarer, der er steget mest i pris de seneste år og det skyldes globale udfordringer, som sætter både bønder, producenter og forbrugere under pres.

Klimaforandringer har ramt de kaffeproducerende lande hårdt

Kaffepriserne steg markant i 2024 og 2025, hvor stigningen toppede på et historisk højt niveau. Årsagen var især vejrforholdene i nogle af verdens vigtigste kaffelande. I Vietnam – verdens næststørste eksportør af kaffe – har længerevarende tørke med høje temperaturer efterfulgt af enorme mængder regn i november 2025 ført til lavere høstudbytte. I Brasilien, som er verdens største kaffeproducent, har de ekstreme vejrforhold budt på både frost og tørke de seneste år og har derfor også kvitteret med et lavere udbytte.
Når kaffehøsten svigter, falder udbuddet. Og når efterspørgslen samtidig stiger – ja, så stiger priserne også. For kaffe er fortsat en af verdens mest efterspurgte råvarer. Derfor mærker alle i værdikæden de stigende råvarepriser – og det slår igennem hos forbrugerne.
Kaffepriser 2022 - 2026

Følg kaffeprisernes udvikling live.

Efter de markante prisstigninger i særligt starten af 2025 faldt kaffepriserne i løbet af sommeren 2025. Herefter steg priserne og toppede igen i sidste halvår af 2025 og ind i 2026. I foråret 2026 er kaffepriserne igen faldet til et lavere niveau. Selvom priserne fortsat er højere end tidligere år, er presset på markedet blevet mindre end under toppen, men markedet er fortsat præget af udsving.

Transport og valuta spiller også ind

Ud over klimaforhold påvirker øgede transportomkostninger og valutakursudsving også prisen. I takt med øgede globale spændinger og flaskehalse i forsyningskæderne, er det blevet dyrere at få kaffe fragtet over verdenshavene.

Hvad betyder det for dig som forbruger?

Selvom priserne er faldet fra toppen, er kaffen stadig relativt dyr sammenlignet med tidligere år. Det betyder, at du som kaffedrikker fortsat må forvente højere priser. Mange forhandlere forsøger at holde priserne nede, men stigende omkostninger gennem hele værdikæden gør det svært at undgå.

Hvordan kan du som forbruger navigere i udviklingen?

  • Vælg kvalitet og ansvarlighed fx en certificeret kaffe. Med Fairtrade- eller Rainforest Alliance sikres det, at bønder får en bedre pris og arbejder under ordentlige forhold.

  • Køb ind med omtanke og bryg kun den kaffe, du ved, at du kan drikke. 

  • Støt op om gennemsigtighed. De fleste kaffebrands gør meget ud af at dokumentere kaffens rejsen fra bønne til kop – og sikre både kvalitet og retfærdig betaling i en presset branche.

En branche i forandring

Kaffe er ikke bare en hverdagsdrik – det er en global handelsvare, der berører millioner af menneskers liv og levebrød. Derfor arbejder både producenter, importører og forhandlere på at skabe klimabevidste og robuste forsyningskæder.

Hos Brancheforeningen for Kaffe og Te følger vi udviklingen tæt og arbejder for at sikre fair vilkår gennem hele værdikæden – til gavn for både bønder, virksomheder og forbrugere.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål, forslag og andet.

Skriv til os via formularen eller ring til Mette på +45 22 94 94 00.